Incest er et meget alvorligt problem, og det kan være meget svært at glemme, når man har oplevet det. Hvis du bliver udsat for incest, skal du altid sige det til nogen, så du kan få den hjælp, du har brug for.
Det er incest, når en voksen går i seng med et barn fra sin familie. Det behøver ikke engang at dreje sig om sex, det kan også være, at han eller hun rører ved dig eller får dig til at røre ved dig selv.
Skyldfølelse
Mange føler, at det er deres egen skyld, hvis de er blevet udsat for incest. Det er ikke rigtigt. Det er aldrig din skyld. Den voksne har ansvaret for at behandle dig ordentligt. Derfor er det også vigtigt, at du taler med en voksen, du stoler på, så det aldrig sker igen. Du kan læse mere om incest på hjemmesiden Sexlinien og på Børns Vilkårs hjemmeside Børnenettet.
Incest er ulovligt
Incest er en meget alvorlig forbrydelse, og hvis man bliver dømt for at have misbrugt et barn, kan man komme til at sidde op til ti år i fængsel.
Det kan du gøre
Bliver du udsat for incest, skal du sige det til en voksen. Det kan fx være en lærer eller en pædagog, der er god at snakke med. Den du siger det til, vil så tage kontakt til kommunen og til politiet, som vil undersøge, hvad der er foregået. Du kan også selv snakke med enten din kommune eller politiet.
Nogen at snakke med
Hvis du ikke er klar til at anmelde incesten, eller du bare har brug for nogen at snakke med, kan du få rådgivning helt anonymt ved at henvende dig til foreningen Sex og Samfund. De har en hjemmeside der hedder Sexlinien, hvor der er en brevkasse og et telefonnummer, som du kan ringe på og få hjælp. På Børns Vilkårs hjemmeside kan du også både chatte med rådgivere og sende et brev til deres brevkasse.
(Kilde: borger.dk m.fl.)