Måske vil du gerne vide lidt om, hvad der foregår hos sådan en ungerådgiver?

En samtale med 24-7 ungerådgivning kan foregå på flere måder:

  • Vi kan mødes i ungerådgivningens lokale i Smedegade
  • Vi kan gå en tur samtidig med, at vi taler sammen
  • Vi kan komme til dig for eksempel på din skole o.lign.  (men vi kommer ikke hjem til de unge vi taler med)

Kan du bruge os til noget

Det første møde er det vi kalder en ”afklarende” samtale. Hér har du mulighed for at se os an og tage stilling til, om du kan bruge os til noget.

Du fortæller, hvad dit problem er, og til sidst i samtalen aftaler vi så, hvad der skal ske fremover:

  • Om vi skal have flere samtaler
  • Om du skal henvises til anden hjælp
  • Om vi kan hjælpe dig på en helt tredje måde

Vi fortæller det ikke til nogen

Vi har tavshedspligt, og du har mulighed for at være anonym. Vi fortæller med andre ord ikke til nogen, at du taler med os, heller ikke dine forældre. Men vi har skærpet underretningspligt, hvis du er under 18 år. Det betyder, at vi som alle andre fagpersoner, der arbejder med børn og unge, har pligt til at underrette kommunen, hvis vi hører, at et barn eller en ung lever under forhold, der gør os bekymrede for den unges udvikling og trivsel. Vi gør dog aldrig noget uden, du ved det. 

Ses vi ude i byen?

Hvis vi møder dig ”ude i byen”, så er det op til dig, om vi hilser på hinanden – vi vil selvfølgelig gerne sige hej, men da nogen ønsker at være anonyme, så er det dig, der skal hilse først.

Hér kan du henvende dig

24-7 ungerådgivning
Smedegade 9, 1. sal,
7400 Herning.
Tlf.: 51 83 65 98