Hvad kan I finde på at spørge om?
Vi vil typisk spørge ind til dit problem, hvor længe det har stået på, hvordan det har udviklet sig og hvor meget det fylder i din hverdag. Vi vil spørge til dit netværk, det vil sige om du har familie og venner omkring dig, som kan hjælpe dig.
Varer mødet længe?
Den første afklarende samtale med en af vores medarbejdere varer som regel 1 time. Hvis vi aftaler opfølgende samtaler, varer de også ca. 1 time, men vi er forskellige og det kan være lidt hårdt for nogen at snakke i lang tid, og så gør vi det selvfølgelig kortere.
Hvem kommer jeg til at tale med?
24-7 ungerådgivning har 3 medarbejdere, der har vagt på skift. Hvis du kontakter os på vores vagttelefon eller pr. sms vil du få kontakt til den medarbejder, der har vagt på det tidspunkt. Sammen med vedkommende finder du ud af, hvem af os, der bedst kan hjælpe dig.
Kan vi nøjes med at e-maile eller tale i telefon?
De fleste gange bruger vi telefon, sms eller mail til at aftale en tid, hvor vi mødes face-to-face. Hvis du helst vil nøjes med at snakke med os i telefonen eller have hjælp pr. mail, kan vi også hjælpe dig på den måde.
Er det bedre at mødes personligt?
Det er vores erfaring, at der kan være nogle fordele ved at mødes face-to-face. For ek-sempel er det nemmere at undgå misforståelser. Der kan dog være nogle situationer, hvor du af forskellige grunde foretrækker at få rådgivning uden at mødes personligt, og vi hjælper dig gerne, uanset hvilken kommunikationsform, du foretrækker.
Skal mine forældre involveres?
Nej, det er helt op til dig, om dine forældre skal vide, at du snakker med os. Hvis problemet har med dine forældre at gøre, vil vi ofte foreslå dig, at vi kan hjælpe dig med at snakke med dine forældre om problemet. Det er helt op til dig, om det vil være en hjælp i din situation.
Jeg ved ikke, om mit problem er stort nok til at kontakte 24-7. Måske er de andres problemer meget større?
Mange af de unge, der kommer hos os, kan i starten være i tvivl om, om vi vil tage dem alvorligt, eller om de nu har det slemt nok til at få hjælp hos os. Vi hjælper med både store og små problemer. Der er ikke noget problem, der er for småt. Hvis det fylder noget i dit liv, så er det vigtigt.
Hvad nu hvis du ikke kan hjælpe mig?
Der kan være nogle problemer, hvor vi vurderer, at der er andre, der er bedre til at hjælpe dig med netop din problemstilling. Så snakker vi med dig om det og hjælper dig gerne med at få kontakt til dem, der så kan hjælpe dig.
Kan jeg være anonym?
Alle der henvender sig til os har mulighed for at være anonyme. Det betyder, at du ikke behøver at fortælle, hvem du er og hvor du bor mm. Som udgangspunkt vil vi gerne have et telefonnummer eller en mailadresse, som vi kan kontakte dig på, hvis vi har lavet en aftale, og vi skulle blive forhindrede.
Jeg kan mærke, at jeg har det skidt, men jeg har svært ved at sætte ord på, hvad problemet egentlig handler om. Kan I så hjælpe mig?
Alle teamets medarbejdere er uddannede og har erfaring i at arbejde med unge med forskellige problemer. Det betyder, at vi er trænede i at have samtaler med unge og på den måde finde ud af, hvad problemet er, og hvordan det kan løses. Vi ved godt, at det nogle gange kan være svært at skulle sætte ord på problemet, men vi lover at hjælpe dig, så godt vi kan.