Graviditet

Er du gravid, eller tror du, at du er blevet gravid? Se her på siden, hvor du kan få hjælp og svar.

Er du gravid?

Du kan få foretaget en graviditetstest hos din læge, eller du kan købe et sæt og udføre prøven selv. Testene til at bruge derhjemme kan anvendes allerede 2-3 dage efter menstruationen er udeblevet.

De fleste test kan du tage på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet, og det tager kun et par minutter at få svaret. En test til hjemmebrug koster ca. 50- 100 kr. Nogle steder kan du også få apoteket til at udføre test.

Det er altid en god idé at kontakte din egen læge, hvis du har mistanke om, at du er gravid.

Alle gravide får tilbud om forskellige undersøgelser, der kan være med til at fastslå fosterets sundhedstilstand.

Når du bliver gravid, bør du kontakte din læge og aftale kontrolbesøg. De gratis graviditetsundersøgelser foregår hos egen læge, jordemoder og på sygehuset, hvis fødslen skal foregå der.

Formålet med undersøgelserne er at sikre, at kvinden forbliver sund gennem hele graviditeten, og at barnet fødes sundt og levedygtigt. I starten af graviditeten bliver du tilbudt information om undersøgelser under graviditeten. Du kan sige nej til denne information.

Formålet med undersøgelserne, er at konstatere:

  • Downs syndrom (kromosomdefekt)
  • Alvorlige misdannelser i fx hjerte, bugvæg eller rygmarv
  • Alvorlige arvelige sygdomme

Som regel undersøger man kun for de sygdomme, der allerede er kendt i familien.

Undersøgelserne, der tilbydes under graviditeten, er:

  • Blodprøve. Her er to muligheder: En blodprøve (doubletest), som tages imellem 8.-13. uge. Denne tidlige blodprøve kan kombineres med nakkefoldsscanning. Du kan også få taget en senere blodprøve (tripletest) i graviditetens 14.-20. uge
  • Nakkefoldsscanning. En relativt stor nakkefold kan være tegn på Downs syndrom. Scanningen finder sted i graviditetens 11.-13. uge
  • Gennemscanning. I graviditetens 18.-20. uge får du tilbudt en scanning, der kan bruges til at bedømme graviditetens længde, antallet af fostre mm.
  • Moderkageprøve og fostervandsprøve. Disse prøver er ikke et generelt tilbud, men foretages kun, hvis der er en forøget risiko for alvorlige arvelige sygdomme.

En graviditet varer ca. 9 måneder og en uge og beregnes fra din sidste menstruations første dag.

Cirka 5 % af alle babyer ankommer nøjagtigt på den forventede terminsdato, cirka 95 % bliver født indenfor 2 uger før eller efter den forventede terminsdato, heraf kommer cirka 30 % før og cirka 70 % efter.

I praksis vil de fleste være gravide i 41 uger. Desuden kan du på sundhed.dk læse om, hvordan fosteret udvikler sig uge for uge.

Se graviditetsguiden på sundhed.dk.

Du har ret til gratis at få dit svangerskab afbrudt inden udløbet af 12. svangerskabsuge. For at få abort skal du henvende dig til egen læge. Lægen skal inden abortindgrebet vejlede om de muligheder, der er for at få støtte - både under graviditeten og efter fødslen. Lægen skal også vejlede om selve indgrebet og den risiko, der er forbundet med det. Lægen henviser til et sygehus.

Er du under 18 år og ugift, skal den, der har forældremyndigheden eller er værge over dig, give sin tilladelse.

Du kan få mere information om graviditet og abort i boksen her på siden. Du er også altid velkommen til at henvende dig til UngMod 24-7, hvis du har brug for råd og vejledning ved ungerådgivningens sundhedsplejerske. 

Selvom 12-ugers grænsen er overskredet, kan du alligevel få tilladelse til at få abort, hvis fx:

  • Graviditeten eller fødslen kan være livstruende eller medføre en alvorlig og varig forringelse af dit helbred
  • Der er risiko for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse i fostertilstanden vil få en alvorlig sygdom
  • Graviditeten er resultat af voldtægt
  • Dine boligmæssige eller økonomiske forhold er dårlige Tilladelsen til abort efter 12. uge gives af et samråd i regionen. Samrådets afgørelse kan appelleres til Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation. 

Du kan også finde information om graviditet på sundhed.dk. Hos foreningen Forældre og Fødsel kan du deltage i debatter og få rådgivning.

Kontaktinfo

UngMod 24-7
Smedegade 13, 1.th.
7400 Herning
Tlf.: 51836598  
Send e-mail

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Læs mere om sikker mail