Om UngMod 24-7

Er du mellem 12-25 år? Har du spørgsmål til det at være ung? Så kontakt UngMod 24-7 alle ugens dage eller kom forbi uden en aftale alle tirsdage mellem 14-16. Besøg er anonyme og gratis.

Hvad er UngMod 24-7?

UngMod 24-7 er en gratis og anonym rådgivning. Det betyder, at du ikke behøver at fortælle, hvem du er og hvor du bor. Som udgangspunkt vil vi dog gerne have et telefonnummer eller en mailadresse, som vi kan kontakte dig på, hvis vi skal ændre en aftale mv.

Vi har tavshedspligt

Vi har tavshedspligt, og du har mulighed for at være anonym. Vi fortæller med andre ord ikke til nogen, at du taler med os, heller ikke dine forældre. Men vi har skærpet underretningspligt, hvis du er under 18 år. Det betyder, at vi som alle andre fagpersoner, der arbejder med børn og unge, har pligt til at underrette kommunen, hvis vi hører, at et barn eller en ung lever under forhold, der gør os bekymrede for den unges udvikling og trivsel. Vi gør dog aldrig noget uden, du ved det. Læs mere om underretningspligt her

Erfaringen viser, at når unge har behov for hjælp, skal der sættes ind, mens de stadig er motiveret for hjælpen. Derfor får du kontakt til en ungerådgiver i løbet af 24 timer fra den 1. henvendelse. Det indebærer ikke nødvendigvis en løsning på den oplevede problemstilling, men der skal opnås kontakt med UngMod 24-7's ungerådgivere.

Hvad kan UngMod 24-7 gøre for mig?

Du kan få samtaler, råd og vejledning, der tager udgangspunkt i din situation og de udfordringer og problemstillinger, som du støder på i din hverdag. Du kan derfor få hjælp i UngMod 24-7, hvis du har problemer - eller udsættes for ting - der truer med at vælte din hverdag. Du kan også få rådgivning om prævention og blive testet og behandlet for sexsygdomme. Ingen problemer er for små. Finder vi ud af, at du har brug for anden hjælp, end det UngMod 24-7 kan tilbyde, hjælper vi dig med at skabe kontakt hertil. 

Hér kan du henvende dig

UngMod 24-7 Herning
Smedegade 13, 1.th.,
7400 Herning.
Tlf.: 51 83 65 98
E-mail: 24-7@herning.dk

Facebook: https://www.facebook.com/UngMod247

Kontaktinfo

UngMod 24-7
Smedegade 13, 1.th.
7400 Herning
Tlf.: 51836598  
Send e-mail

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Læs mere om sikker mail